Med konstruktionen af Casa Mila når Antoni Gaudís karriere nye højder. På Passeig de Gracia, ikke mere end 5 minutters gang fra et andet hus på samme gade, Casa Battló, finder man et af de mest spektakulære bygningsværker tegnet af den lokale arkitekt Antoni Gaudí. Huset blev financieret af Barcelonas mest velhavende personer.
Casa Mila (1906-1910) er i dag et museum og man kan besøge både den gamle lejlighed, det imponerende loftsrum og taget med de fantastiske skulpturer.
Bygningen har flere træk til fælles med Casa Batlló. Blandt andet den omstændighed, at Gaudís ornamenterede stil kommer til udtryk selv på taget af bygningen. Taget er således en fascinerende skulpturpark, der på samme tid fungerer som trappeopgange, ventillation og skorstene.
Efter bygningen var blevet færdig var det imidlertid ikke en ubetinget succes. Ejeren selv, den stenrige Milà var ikke særligt tilfreds med resultatet og havde måske foretrukket en mere almindelig lejlighed. Også samfundet var efter Gaudí, og gav Casa Milà flere øgenavne. En af de, er det der i dag hænger ved: La Pedrera som er blevet husets officielle navn betyder "stenbrud" på spansk (og det er samme ord på catalansk). Man gav bygningen dette øgenavn fordi folk mente, at bygningen var som et kæmpemæssigt stenbrud, hvor der var hugget tilfældige huller i huset.
Denne øgenavn er gået ind i sproget og afspejler den kendsgerning, at modernismen var begyndt at miste sin popularitet. I perioden 1888 til 1910 var det den nye modestil i Barcelona, og alle drømte om en ny bygning, der fulgte modernismens retningslinjer. Men omkring 1910 skiftede moden, og folk søgte tilbage mod klassisk arkitektur. Den stærkt ornamenterede stil, den catalanske modernisme, som var en lokal udgave af Art Nouveau, mistede taget og nye arkitektoniske tendenser begyndte at blive populære inden for arkitekturen.
Senere kom Den Moderne Arkitektur til, som (næsten) gav modernismen dødsstødet. En af disse bevægelser var funktionalismen. Kontrasten mellem funktionalisme og arkitektur af Gaudí er slående. Gaudís ornamenterede arkitektur står i klar kontrast til de rette linjer og vinkler, der bruges i funktionalisternes bygninger. Først i 1980'erne fik Antoni Gaudi's arkitektur en renaissance.
