Den verdenskendte arkitekt, Antoni Gaudí, blev født i Reus i 1852. Med hovedværker som La Pedrera, La Sagrada Familia, Park Güell og Casa Batlló er Gaudí i dag den mest populære arkitekt i Barcelona. Gaudí kaldte Reus og omegn for 'det smukkeste område i Catalonien', og naturen i området blev en indflydelseskilde, der gennem hele hans liv inspirerede ham til at finde nye former i arkitekturen.
Antoni Gaudí voksede op i en periode, hvor arkitekturen i Catalonien var i en rivende udvikling. Under indflydelse fra den nordeuropæiske Jugendstil og Art Nouveau arbejdede man i Catalonien med en ny arkitektur, som man på catalansk kaldte modernisme (og som på spansk gik under betegnelsen 'modernismo'). Perioden er kendetegnet ved en stor interesse for regionens arkitektoniske historie, og herunder særligt middelalderens arkitektur. For catalanerne repræsenterede middelalderen en storhedstid, der ikke var set siden.
I middelalderen var catalansk det mest talte sprog i Middelhavsområdet bortset fra aramæisk. Siden kom regionen til at miste sin storpolitiske betydning, da Catalonien kom til at høre under Spanien og de habsburgske og de bourbonske styreformer.
Derfor er det naturligt, at middelalderens arkitektur tillægges en betydning, der går ud over bygningernes rent kunstneriske og æstetiske værdi. Gaudí var en del af denne bevægelse og han slog hurtigt sit navn fast som en af modernismens vigtigste arkitekter - men Gaudí var langt fra en enlig svale.
Den catalanske modernisme var en bred bevægelse, der omfattede en lang række navne af arkitekter og kunsthåndværkere, som Gaudí enten samarbejdede eller konkurrerede med. Blandt periodens vigtigste skikkelser regnes Lluís Domènech i Montaner (1850-1923), Josep Puig i Cadafalch (1867-1956) , Josep Vilaseca i Casanovas (1848-1910) og Enric Sagnier (1858 -1931).
Gaudí blev født d. 25 juni 1852 i Reus. Hans forældre kom begge fra familier med stærke håndværksmæssige traditioner, og faderen, Francisco Gaudí, arbejdede i sit værksted el Mas de la Calderera . Gaudí lagde selv vægt på vigtigheden af, at han kom fra en håndværksmæssig baggrund. Gaudí var mere praktisk end teoretisk anlagt som arkitekt, fra sin familie havde han lært at arbejde med hænderne, men ikke at bruge tegninger eller abstrakte modeller.
Gaudí kultiverede efterhånden en særlig kreativ, organisk byggeproces, der har træk til fælles med kunsthåndværkerens arbejdsproces, og det blev hurtigt en regel snarere end en undtagelse, at han i selve byggeprocessen foretog grundlæggende ændringer i bygningens struktur – til stor frustration for dem, der udførte arbejdet. Gaudís baggrund kan måske også forklare, hvorfor arkitekten som regel ikke opnåede mere end middelkarakterer på arkitektskolen i Barcelona. Skolens leder, arkitekten Elias Rogent (der bl.a. byggede Universidad de Barcelona på Plaça Universitat), sagde om Gaudí, da han skulle overrække hans eksamensbeviser: 'Mine herrer, vi befinder os i selskab med et geni eller en vanvittig!'
De fleste af Gaudís tidlige projekter i begyndelsen af 1880’erne er præget af påvirkningen fra den arabisk arkitektur. I denne periode byggede Gaudí bl.a. Casa Vicens og Casa Comillas. Det særprægede Casa Vicens blev opført for Manuel Vicens i Montaner mellem 1883 og 1888 i calle Sant Gervasi de la Ciudad Condal (i dag, Calle les Carolines).
Her er brugen af kakler altdominerende, et velvalgt byggemateriale i denne sammenhæng idet Vicens ernærede sig ved produktionen af netop kakler. Den næste periode er kendetegnet ved en større påvirkning af gotikken/neogotikken. El Colegio Teresianes i Barcelona er et af de første værker, hvor indflydelsen fra denne byggestil bryder igennem. Det gælder også det første større værk for Güell, Finca Güell.
Fra dette værk er særligt drageporten – et mesterværk i smedejern – berømt. Det refererer til en af hovedværkerne i den nye generations nationalistiske litteratur, Jacint Verdaguers L’Atlàntida fra 1878. Dragen henviser til en omskrivning af myten om Hesperiderne, hvor en drage med vinger bevogter en have, hvor der bor tre smukke nymfer. Herkules overvinder dragen og kan således komme ind i haven.
Med konstruktionen af Casa Batlló (1904-06) når Gaudís karriere sit foreløbige højdepunkt, og her udvikles til fulde de elementer, der skal blive dominerende i resten af karrieren, herunder brugen af glaseret tegl, og de bølgende bevægelser i strukturen. Huset er bygget oven på en allerede eksisterende bygning, som Gaudí omformede og gav nyt liv.
Også i denne bygning findes der referencer til den catalanske nationalisme. Den enorme hjørnebygning et stykke længere oppe ad Passeig de Gràcia, Casa Milà, er et andet af Gaudís sene mesterværker. Det blev bestilt af Batllós ven, Pere Milá i Camps, der havde giftet sig til rigdom gennem ægteskabet med Roser Guardiola. Onde tunger i Milàs samtid lød, at Pere Milà var mindre interesseret i la Guardiolas enke (Roser Guardiola var enke) end i enkens kiste, eller guardiola, som det hedder på catalansk.
